Søhestefædres kamp
Hos mange arter af søheste er det som oftest hannerne, der kommer til at fortryde deres seksuelle eskapader. Når søheste parrer sig, lægger hunnen nemlig sine æg over i en lomme i hannens mave. Igennem denne lomme, forsyner søhestehannen ungerne med næring, og på denne måde svarer forløbet helt til en graviditet. I de følgende uger er hannen fuldt optaget af at udruge små søheste.
Men da det kræver meget energi for søheste-hannen at gennemføre sådan en graviditet,må han være omhyggelig med at udvælge sin partner. Søheste-hanner foretrækker derfor normalt de største hunner, som kan lægge mange store æg. Og heldigvis kan de mest populære hunner godt gøre flere hanner gravide. Men hannerne kan alligevel ikke altid få den de drømmer om. For søheste-hanner er ramt af det uheld, at der ikke bliver født ret mange søheste-hunner.
Nu har forskere fundet ud af, at søheste-hanner, som er kommet i omstændigheder og som bagefter har fortrudt affæren, har en nødstopfunktion. Helt præcist er det en funktion, søheste-hannen kan finde på at bruge, hvis hunnen har givet ham for få og for små æg. Eller hvis han lige er blevet far til et stort kuld unger, som har taget alle hans kræfter. Hvis hannen beslutter, at arbejdet er for ressourcekrævende, kan han beslutte sig for at skære ned på den næring, som ungerne får igennem hans lomme. Hvis han gør det, er der færre unger der overlever.
Til gengæld bruger søheste-hannen mindre energi på denne graviditet, og kan hurtigere være på banen igen. Så søheste-hannerne kan altså tillade sig at tage fejl engang imellem. Og det er jo rart nok , når man ellers skal klare barselsperioden alene.
Nature, 18. marts 2010
Søheste-hunner, de har bare forstået at indrette sig.
_______
Henrik Vilhelm Voldmester, Skulpturgalleriet, fortæller om:
Månesyge blandt søheste
Det er vist ikke almindelig kendt, at søheste, - når månen er ved at være fuld, - rammes af månesyge. Dette viser sig ved, at søhestens snabelspids vokser og bliver mere trompetformet, så når fuldmånen står lysende på nattehimlen, stiger søhestene i store flokke op til havets overflade, hvorfra de trompeterer op mod månen. En helt unik lydoplevelse.
Det fortælles at i de områder hvor der lever havfruer, kommer disse ind imellem og synger kor til søhestenes musik. Den samlede lyd betegnes af kendere som meget lig Sirenernes sang.
Søhestenes nære slægtninge, Hav-pegasus'er og Atlantdrager, er også kendte for at udvikle månesyge.
Og det er ganske vist.